Om opholdet

På Hospicegården Filadelfia lægger vi stor vægt på, at livet leves i familien og blandt venner. Vi ser det som vores største opgave, at gøre den sidste del af livet så naturlig og god som muligt for patienter såvel som pårørende. Derfor skal der være plads til både at grine og være ked af det – humor og tid til stilhed.

På Hospicegården Filadelfia er du i kontakt med den omgivende natur og kan følge dagens gang, idet alle stuer har store vinduespartier og udgang til egen terrasse. Ligesom vores sansehave er fyldt med højbede og duftende planter. Her kan du under trygge forhold opholde dig i naturen og følge årstidernes gang.
Hospicegården Filadelfia er indrettet med et stort fællesrum med fælleskøkken og opholdstue, et refleksionsrum, spabad samt mange små hyggekroge.